SNARRÅDIGHED OG UDFORDRING

Det at kunne slå bro mellem forskellige funktioner og skabe indbyrdes forståelse for hinandens arbejde, kan være med til at løfte både arbejdsglæden og udvikle kvaliteten i arbejdet. Det var blandt andet den tankegang, der lå bag Hotel Kolding Fjords beslutning om at bruge Mak&Pars teamevent ”Kunstkuppet”.

Kunstkuppet er et helt nyt og anderledes koncept, der er udfordrende for den enkelte og udviklende for samarbejdet. - Vi har med ”Kunstkuppet forsøgt at placere teambuilding i nogle helt utraditionelle rammer, og det har vist sig at være en rigtig god idé, siger Jimmy Schiøth fra Mak&Par.

EVENT DER UDFORDRER INTELLEKTET

”Kunstkuppet” foregår på et kunstmuseum – for Hotel Kolding Fjords vedkommende det smukke og spændende museum Trapholt i Kolding. Netop at rammerne er et rigtig museum, har flere positive effekter, der gør arrangementet til noget helt særligt.

- Alene det at være på et kunstmuseum, gør det til noget ganske særligt. Desuden er det et koncept, der både udfordrer intellektet og evnen til kreativ tænkning og selvfølgelig samarbejdsevnerne, forklarer Jimmy Schiøth.

Det er en udlægning, som konferencechef Mette Ahrendtsen på Hotel Kolding Fjord helt kan genkende.

- ”Kunstkuppet” var et spændende og udfordrende arrangement, der gav deltagerne en god oplevelse af at skabe noget i fællesskab. Det er et utroligt gennemarbejdet koncept, hvor spændingen bliver fastholdt til det sidste, fastslår hun, der også er særdeles tilfreds med den måde som arrangementet blev gennemført på.

- Jeg er imponeret over skuespillerne og den indlevelse, de leverede. Jeg oplevede “Kunstkuppet” er et godt og gennemført professionelt arrangement, understreger Mette Ahrendtsen.

PÅ ET RIGTIGT MUSEUM

Jimmy Schiøth peger desuden på det, at være på et kunstmuseum, der normalt forbindes med noget helt andet end teambuilding og medarbejderudvikling, er med til at give et andet touch. - De anderledes rammer, gør at vi for alvor bryder med det det kendte og dermed også faste reaktionsmønstre. Det giver deltagerne en ekstra, positiv oplevelse. Og så gør det jo heller ikke noget at man får set og oplevet noget god kunst, smiler Jimmy Schiøth.